Boligerne på Bakkegården

Læs om boligerne på Bakkegården, herunder mulighederne for TV, internet og telefon m.m.

Bakkegården har 102 ældreboliger med kald. Boligerne er toværelseslejligheder på mellem 59 m2 og 99 m2.

Boligerne indeholder en entre med skabe, et køkken i åben forbindelse med stuen, et soveværelse med loftlift og et stort badeværelse med bruser.

Boligerne på Lodsejervej 2 og 6 og Gl. Hadsundvej 17A lejes gennem Lejerbo.

Boligerne på Lodsejervej 8, 10, 12, 14 og 16 og Gl. Hadsundvej 17B, 19, 21, 23, 25, 27 og 29 lejes gennem Advokatfirmaet.

Hvis du flytter ind i en af Lejerbos boliger, skal du selv finde og kontakte en TV-udbyder.

Hvis du flytter ind i en af Advokatfirmaets boliger, bliver du automatisk tilmeldt en aftale med YouSee, som du betaler over huslejen. Du får den TV-pakke, som den tidligere beboer havde, men kan vælge at ændre TV-pakken. Advokatfirmaet står for kontakten med Yousee.

Du kan godt vælge en anden TV-udbyder end YouSee, selv om du bor i en af Advokatfirmaets boliger. Du skal dog i få fald selv lave en aftale med den anden udbyder.

Der er telefonstik i alle boliger, så du kan have fastnettelefon.

Hvis du har en fastnettelefon og ønsker at beholde dit nuværende telefonnummer, skal du kontakte dit teleselskab og bede dem om at flytte dit nummer til din nye adresse på Bakkegården.

Hvis du har en mobiltelefon, skal du bare tage den med, når du flytter. Du bør give dit teleselskab besked om din nye adresse, men skal ellers ikke gøre yderligere.

Hvis du vil have internet i din bolig, skal du selv kontakte en internetudbyder.

Du får et kælderrum, hvor du kan opbevare ting.

Du må ikke opbevare ting i opgangen.

Hvis du gerne vil have forsikringer (f.eks. indbo-, ansvars- og/eller ulykkesforsikring), skal du selv kontakte et forsikringsselskab.

Der er ikke noget krav om, at du skal have forsikringer, når du bor på Bakkegården.

Du må ryge i din bolig. Dog skal der være røgfrit, når der er personale til stede.

Hvis du har røget, skal du lufte ud mindst 30 minutter før, at personalet kommer ind i din bolig.

For at minimere faren for brand anbefaler vi, at du anskaffer en røgalarm med kraftigt signal. Derudover kan det være nødvendigt, at du anskaffer et brandhæmmende forklæde.

Hvis du er i en særlig risikogruppe, kan dine egne røgalarmer suppleres med en brandalarm, du køber via Falck, og som bemandes derfra.

Bakkegården har ikke installeret et brandsystem, da boligerne fungerer som private lejemål.

Der må som udgangspunkt ikke bo husdyr i din bolig.